Klintholm Havnevej 6 – et sort kapitel

Klintholm Havnevej 6 i Magleby er et sort kapitel i Vordingborg Kommunes historie. Hvordan kan en kommune – trods beboerens protester –  beslutte at rive et godt hus ned, et hus som var beboet? Og lade det være op til den lille familie selv at finde en ny bolig? Og i forløbet begå alvorlige lovovertrædelser? Og tilsyneladende er der ingen instans, man som borger i en sag som denne kan henvende sig til, for irettesættelse af kommunen.

Synet af den tomme grund vækker følelser af chok og forundring over, at sagesløse borgere kan få en sådan medfart i dagens Danmark.

Tvangsauktion på grund af omkloakering

Daværende ejer af Klintholm Havnevej 6 havde ikke økonomi til at bekoste udgifterne i forbindelse med omkloakeringen af Magleby i 2013. Herunder den – formentlig ulovligt – pålignede tilslutningsafgift. Huset var på dette tidspunkt udlejet til en enlig mor med to børn, som havde boet på adressen i adskillige år.

Da ejeren af Klintholm Havnevej 6 kastede håndklædet i ringen, gik huset på tvangsauktion. Dermed delte huset skæbne med i alt fem af Maglebys cirka 85 huse, som også gik på tvangsauktion på grund af kloakeringen.

Klintholm Havnevej 6 blev d. 30. oktober 2013 købt af Vordingborg Kommune, repræsenteret af plan- og miljøchef Peter Møller Kristensen.

Huset blev købt med henblik på nedrivning. Husets lejer fik besked på dette, og at hun selv skulle sørge for at finde en ny bolig. Da situationens alvor stod klart for lejeren, sendte hun d. 11.12. 2013 denne mail til borgmester Knud Larsen (V) :

Klintholm Havnevej 6 var et godt hus i bedre byggeskik-stil

Klintholm Havnevej 6 var et godt hus i bedre byggeskik-stil

“hej Knud
jeg kunne godt tænke mig at vide hvad du syntes om at Vordingborg kommune har købt en ejendom på tvangsaktion uden at have
kendskab til at det var beboet . jeg har boet her i 9 år og er nu opsagt
med 5 måneders varsel pga. at Vordingborg Komune vil rive det ned .
syntes du det er okay ,, de har ikke engang været ude og se om det
overhovedet er nedrivnings værdigt . jeg står nu med 2 børn og alle
vores dyr og skal til at finde noget nyt at bo ,, hvilket pt. har været helt umuligt .

håber du vil svare tilbage med din mening .”

 

“Anbefales bevaret og istandsat til fortsat udlejning”

Efter kommunens køb af Klintholm Havnevej 6, blev der foretaget en besigtigelse sammen med repræsentanter for Østmøn Lokalråd d. 4. december 2013, som Peter Møller Kristensen senere refererer til i sin korrespondance med Uffe Thorndahl. Denne besigtigelse har ikke efterladt sig dokumentation af nogen art – i hvert fald ikke dokumentation, som Uffe Thorndahl har kunnet få aktindsigt i.

I denne periode havde en arbejdsgruppe “Forskønnelsesgruppen” under Østmøn Lokalråd påtaget sig den ret ambitiøse opgave at tilstandsvurdere huse i området. I gruppen var flere lokale fagfolk, såsom arkitekt og bygningshåndværkere. De gik rundt og besigtigede husene i fællesskab. De blev spøgefuldt kaldt “dødspatruljen”, idet de også tog stilling til hvilke huse der var i så dårlig tilstand, at den bedste løsning ville være nedrivning. Arbejdet resulterede i en rapport med formålet at indgå i dialogen mellem lokalområdet og kommunen.

“Forskønnelsesgruppens” vurdering af Klintholm Havnevej 6 var, at det var et bevaringsværdigt hus i såkaldt bedre byggeskik-stil. Der var ikke brug for gennemgribende istandsættelse, men lettere istandsættelse som reparation af skorsten og facaderenovering. Ved den anbefalede istandsættelse ville husets bevaringsværdi kunne højes fra 5 til 4 i SAVE – klassifikationssystemet. Arbejdsgruppens omhyggeligt udarbejdede rapport til kommunen er dateret den 29. januar 2014. Rapporten har den klare anbefaling, at Klintholm Havnevej 6 skulle bevares og istandsættes til fortsat udlejning for midler fra indsatspuljen  – de samme midler, som blev brugt til nedrivning af en række meget misligeholdte huse i området.

 

Udsættelse uden genhusning

Det eneste hun fik ud af sin appel var et møde eller to, hvor kommunens advokat forklarede hende, at hun ikke havde nogen rettigheder i denne sammenhæng.
Men fra kommunens side blev det fastholdt, at huset skulle rives ned. Lejeren med sine to børn blev trods sine appeller opsagt uden genhusning. Det eneste hun fik af kommunen var et møde eller to, hvor kommunens advokat forklarede hende, at hun ikke havde nogen rettigheder i denne sammenhæng. Fristen for fraflytning faldt i foråret 2014.

Det fremgår af Uffe Thorndahls efterfølgende korrespondance med Peter Møller Kristensen, at kommunen ansøgte om nedrivningstilladelse den 10.  juli 2014, og at tilladelsen blev bevilget d. 2. august 2014. Altså efter kommunens opsigelse af lejemålet. Det er ulovligt. Udlejer skal ifølge

Udlejer skal ifølge lejeloven dokumentere, at huset skal rives ned, før lejer kan opsiges.
lejeloven dokumentere, at huset skal rives ned, før lejer kan opsiges.

 

Vordingborg Kommune begik to alvorlige lovovertrædelser

Uffe Thorndahl anmeldte sagen til Statsforvaltningen d. 10. august 2016. I henvendelsen peger Uffe Thorndahl på, at Vordingborg Kommune har overtrådt lovgivningen på to alvorlige punkter:

  1. Vordingborg Kommune har opsagt lejemålet med henvisning til lejelovens §83 st. 1. Denne paragraf kan kun anvendes, hvis kommunen forinden har besluttet en nedrivning. (Udlejeren skal kunne dokumentere, at ejendommen skal nedrives.) Men beslutningen kom som sagt først 8 måneder efter at lejemålet blev opsagt.
  2. Nedrivning kan kun foretages, såfremt kommunalbestyrelsen har nedlagt boligen efter boligreguleringslovens §46. “Uden kommunalbestyrelsens samtykke er det ikke tilladt at nedlægge en bolig helt eller delvis.” Men en sådan beslutning blev aldrig truffet i kommunen.

 

Ping-pong mellem Statsforvaltningen og Indenrigsministeriet

Statsforvaltningen kan ikke behandle sager der reguleres af lovgivning, som både gælder for borgere og kommuner.
Statsforvaltningen afviste d. 6.9. 2016 at tage sagen op til behandling, med henvisning til at Statsforvaltningen kun kan tage affære i forbindelse med lovgivning som særligt gælder offentlige myndigheder.  Statsforvaltningen har altså ikke kompetence til at behandle sager der reguleres af lovgivning, som både gælder for borgere og kommuner. Citat fra Statsforvaltningens svar: “Lovgivning, der gælder for både kommuner og private, herunder lejelovens § 83 st. 1., og boligreguleringslovens § 46 er ikke omfattet af Statsforvaltningens kompetence.”

Uffe gik videre med sagen til Social- og Indenrigsministeriet. Reaktionen fra Social- og Indenrigsministeriet kom den  22. september 2016, hvor ministeriet sendte sagen retur til Statsforvaltningen, med anmodning ” at uddybe Statsforvaltningens overvejelser om kommunens overholdelse af lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder Statsforvaltningens overvejelser om sin kompetence i forhold til boligreguleringslovens § 46, jf § 45 stk.2, i relation til den konkrete sag.”

Det er nemlig sådan, at disse paragraffer udtrykkeligt gælder kommunalbestyrelsen. (§ 45. Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af reglerne i dette kapitel er endelige. § 46. Uden kommunalbestyrelsens samtykke er det ikke tilladt at nedlægge en bolig helt eller delvis.)

Hermed skulle man tro, at den var hjemme: At Statsforvaltningen var nødt til at forholde sig til sagen, eftersom den netop er reguleret af lovgivning, der specifikt omhandler offentlige myndigheder, der er Statsforvaltningens kompetence.

Hyperlogik og hårkløveri!

Men nej! Statsforvaltningens replik d. 24.10.2016 til ministeriet er, at i dette tilfælde har kommunen optrådt som ejer og ikke som afgørelsesmyndighed, og at sagen derfor ligger uden for Statsforvaltningens kompetence:

“Efter boligreguleringslovens § 46, stk. 1, er det ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke tilladt at nedlægge en bolig helt eller delvis – bl.a. ved nedrivning. Dette gælder efter Statsforvaltningens opfattelse alle ejere af bygninger, både private og offentlige. Da der derved er tale om en bestemmelse, som i denne henseende gælder for både offentlige og private ejere af bygninger, er det Statsforvaltningens opfattelse, at vi ikke har kompetence til at påse den konkrete problemstilling. Havde sagen omhandlet kommunens dispositioner som afgørelsesmyndighed, fx i forhold til § 51 om kommunalbestyrelsens svar på en ansøgning om samtykke – og herunder eksempelvis overtrædelse af § 46, stk. 2 – ville Statsforvaltningen have haft kompetence, da disse bestemmelser alene gælder for kommunen.” Fra Statsforvaltningens svar til Social- og indenrigsministeriet d. 24. 10. 2016.

… og hvad kan man så stille op?

Hvad kan vi gøre, når kommuner helt bevidst overtræder lovgivning der gælder mere bredt – både for borgere og virksomheder?
Det er muligt, at Statsforvaltningen har ret. Tilsyneladende har ministeriet accepteret forklaringen. Men hvad kan man som borger så stille op? Er det en sag for Lejernes Landsorganisation? Og hvad hvis man ikke er medlem?

Forvaltningslovens § 7 stk.2. siger:” Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.”

Når Statsforvaltningen udelukkende kan gribe ind over for kommunerne, hvis de overtræder lovgivning, der udelukkende er møntet på offentlige myndigheder, så rejser det spørgsmålet: Hvad kan vi gøre, når kommuner helt bevidst overtræder lovgivning der gælder mere bredt for borgere og virksomheder? Det ser ud til, at der ikke er nogen instanser man kan gå til – udover at rejse en retssag. Men det har de færreste borgere ressourcer til.

Den sociale slagside er, at kommunerne kynisk set har nogenlunde frit spil til at udsætte især ressourcesvage borgere for selv grove ulovligheder. Bemærk, at i  Uffe Thorndahls korrespondance med myndighederne (Vordingborg Kommune, Statsforvaltningen og Social- og indenrigsministeriet), så har myndighederne ikke på noget tidspunkt modsagt, at kommunens handlemåde var ulovlig på de punkter, som Thorndahl har påpeget.

Det mindste kommunen kunne gøre ville være, at fremsætte en undskyldning til de opsagte lejere.