Teaser

Er Danmark et retssamfund?

Måske bliver Danmark opfattet som et retssamfund, fordi man i Danmark er dygtig til at få det til at se ud, som om myndighederne naturligvis overholder lov og ret – mens magtmisbrug og korruption i andre lande foregår mere åbenlyst? World Justice Project ranker Danmark som verdens bedste retssamfund.

Uffe Thorndahls (tidl. borgmester i Hørsholm, nuv. ambassadør for Borgerretsbevægelsen) arbejde med konkrete sager i danske kommuner, synliggør desværre en anden virkelighed: En myndighedsudøvelse, som ikke nødvendigvis overholder helt basale principper – som lighedsprincippet –, og hvor  mulighederne for at udøve kontrol med kommunerne reelt er meget begrænsede. Desværre er det en eskalerende udvikling, som underminerer fællesskabet og sammenhængskraften i det danske samfund.

Uffe Thorndahls tale på Borgerlisten i Vordingborgs grundlovsmøde 5. juni 2016 på Cafe Farø Vad, Bogø, som ambassadør for Borgerretsbevægelsen:

Tak til Borgerlisten for lejligheden til at holde en tale her på grundlovsdag. Jeg skal tale over temaet :” Har vi de myndigheder vi fortjener ?” Jeg vil i den forbindelse komme med en række kritiske bemærkninger, men jeg vil indledningsvist understrege, at vi jo alle næsten hver dag, når vi læser aviser, hører radio eller ser TV glæder os over, at vi bor i Danmark, hvor vi har vilkår som langt hovedparten af verdens befolkning vil misunde os.

Vor grundlov blev til efter en forfatningskamp, der strakte sig over generationer. En forfatningskamp som indeholdt landsforvisninger, lange fængselsstraffe for borgere, der kritiserede statsmagten. Perioden var kendetegnet af voldsomme omvæltninger bl.a. den amerikanske frihedskamp som var meget blodig og meget brutal, revolutionen i Frankrig som også var meget blodig og brutal.

I 1848 blev der igen oprør i Frankrig og også i andre stater herunder i nogle af de tyske.

Påvirket af frihedskampene rundt omkring i Europa, så blev det i Danmark besluttet at nedsætte en grundlovgivende forsamling, som på godt et år udformede den grundlov som kong Frederik d. 7. underskrev d. 5.juni 1849, og som vi nu her i dag fejrer.

Det der for os borgere er væsentligt er de fundamentale frihedsrettigheder som er indeholdt i grundlovens kapitel 8.

Disse frihedsrettigheder har imidlertid været under angreb fra statsmagten gennem mange år, og bliver i disse år udhulet med en hastighed, der næsten minder om afsmeltningen af indlandsisen på Grønland.

Grundloven fastslår, at den personlige frihed er ukrænkelig, at boligen er ukrænkelig, og at ejendomsretten er ukrænkelig. På trods heraf krænkes disse rettigheder i et betydeligt omfang hver eneste dag her i landet.

I grundlovens § 72 fastslås, at brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheder alene må ske på grundlag af en retskendelse. Vi har i de senere år hørt om massive krænkelser af denne retsbeskyttelse bl.a. i medfør af den overvågning af den elektroniske kommunikation som udføres af amerikanske institutioner. Amerikanerne har således som et meget grotesk eksempel foretaget direkte aflytning af den tyske forbundskansler Angela Merkels mobiltelefon.

Den danske befolkning er karakteriseret ved en meget høj retfærdighedssans og har en nogenlunde ensartet retsopfattelse landet over. Vi ved – og oplever det stort set på samme måde – hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Jeg arbejder som bisidder landet over med mange sager og i mange kommuner med borgere, som  oplever, at myndighedsbehandlingen fundamentalt har krænket deres retsopfattelse. og det mange borgere giver udtryk for, kan ikke blot beskrives som vrede – det er simpelthen et for svagt ord til at beskrive deres oplevelse af myndighederne. Det er mit klare indtryk, at denne krænkelse af almindelige menneskers retsopfattelse er stærkt voksende i disse år, og det betyder samtidigt, at sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen i disse år er under nedbrydning. Vi registrerer det i meningsmålingerne som en stærkt voksende “parlamentslede” og mistillid til myndighederne.

Vi har også i de senere år oplevet en solid dokumentation af dette etiske værdiskred hos myndighederne. Et af de meget afslørende eksempler var afdækningen af de løgne som daværende justitsminister Morten Bødskov og ledelsen af justitsministeriet havde udsat Folketingets retsudvalg for. Det blev endnu værre for retsopfattelsen i befolkningen, da en kommission med en højesteretsdommer i spidsen konkluderede at løgne var i orden, når det var samfundets spidser der løj, og så blev det bare til nødløgne.

Jesper Tynell beskrev i sin bog Mørkelygten i efteråret 2015, centraladministrationens systematiske vildledning af Folketinget ved meget bevidst at undlade at give Folketinget et retvisende beslutningsgrundlag. Denne model er også anvendt i regioner og kommuner, således at politikerne manipuleres ind i beslutninger, som ville have været anderledes, hvis beslutningsgrundlaget dels havde været fyldestgørende og dels retvisende.

En tidligere ambassadør Niels Erik Andersen har for en måned siden offentligt fastslået : “Der eksisterer ikke en forvaltningskultur i Danmark, som vi kan være bekendt.”

Niels Erik Andersen understreger videre :

“Fejl og skandaler er sjældent et resultat af en enkeltstående beslutning eller begivenhed. Der er oftest tale om forløb, der involverer udygtige og magtfuldkomne embedsmænd med et dårligt judgement.”

Denne karakteristik kan jeg fuldt ud bekræfte med det kendskab, jeg nu har fået til forvaltningen i 30-35 kommuner. Kommunerne har måske af nød ansat mange fuldstændigt fagligt inkompetente sagsbehandlere. Jeg har f.eks. i en kommune på Sjælland set, at kommunen havde ansat en geograf til at udøve myndighed indenfor spildevandsområdet.

Personen anede intet overhovedet intet om det faglige indhold i det sagsområde vedkommende nu skulle udøve myndighed indenfor. Hertil kom, at den pågældende ligesom stort set alle andre, der i dag udøver myndighed i kommuner og regioner ikke ved noget om, hvordan myndighed skal udøves og hvilke begrænsninger myndighedsudøvelsen indebærer. Langt hovedparten af de i dag ansatte ved således stort set intet om forvaltningsloven, den kommunale styrelseslov, samt de helt fundamentale principper for udøvelsen af myndighed i et retssamfund som:

officialprincippet, proportionalitetsprincippet, den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

Konflikterne mellem borgere og myndigheder må derfor forventes at vokse yderligere i de kommende år.

Det er en helt grundlæggende forudsætning i den måde, vi har opbygget den offentlige forvaltning og vor lovgivning på, at alle myndigheder og myndighedspersoner som en selvfølge overholder lovene, og også taler sandt til andre myndigheder og til borgerne. De offentlige tilsynssystemer og ankeinstanser er bemandet og tilført kompetencer svarende til disse fundamentale forudsætninger. De statslige tilsyns- og ankefunktioner falder imidlertid nærmest sammen, når disse forudsætninger ikke er til stede. Når kommunerne bevidst foretager lovovertrædelser, og lyver overfor borgere og andre myndigheder, og helt målbevidst behandler borgerne forskelligt, afhængigt af om det drejer sig om “venner eller fjender”, så fungerer tilsynssystemet stort set ikke, og det har meget svært ved at omstille sig til virkeligheden.

Vi har i dag en Statsforvaltning som bl.a. har til opgave at sørge for, at kommuner og regioner overholder vore love.

Tilsynsfunktionen udøves af 17-18 ansatte hovedsagelig med en juridisk uddannelse. Tilsynet skal således sikre, at lovene respekteres af myndigheder med knap 400.000 ansatte og med et årligt forbrug på omkring 350-400 milliarder kr.

Jeg har de sidste 3-4 år set mange breve og afgørelser fra Statsforvaltningen. Nogle gange så virker kvaliteten til at være i orden, også i tilfælde, hvor borgerne ikke får medhold. Men i almindelighed så er kvaliteten meget ringe, så ringe at Statsrevisorerne i endog usædvanligt skarpe vendinger i februar kritiserede Statsforvaltningens tilsyn.

I forhold til opgavernes omfang og betydning er det nuværende tilsyn pålagt en opgave, der med den nuværende bemanding og kompetencer ikke er mulig for tilsynet at løse kvalificeret.

De få medarbejdere, der er ansat i tilsynet har for manges vedkommende ikke valgt dette arbejde af lyst, men er blevet ansat i Statsforvaltningen, fordi de ikke kunne få andet arbejde. Eksamensresultaterne er i almindelighed heller ikke noget, der kan prales med. De pågældende ansatte i tilsynet har kun i meget begrænset omfang været ansat i private virksomheder, ligesom en hel del heller ikke har haft anden ansættelse tidligere. I store træk ved Statsforvaltningens ansatte således intet om virkeligheden slet ikke i den private sektor og meget lidt om, hvordan arbejdsgangen er i en kommune. Disse meget betydelige mangler præger Statsforvaltningens arbejde, og er dermed med til at forstærke den i forvejen voksende mistillid i befolkningen til myndighederne.

Det er karakteristisk for forholdene i mange kommuner, at der ikke er en synlig ledelse, med et fælles værdigrundlag, som bl.a. skal sikre en høj og ensartet kvalitet af myndighedsafgørelserne. Ofte virker det som det hele sejler, og det betyder i fraværet af et etisk kodeks og et kvalitetskodeks, at muligheden for forskelsbehandling også vokser.

Det er en almindelig opfattelse, at den korruption vi har i Danmark, er meget mindre end i så mange andre lande. Den korruption vi har er imidlertid ikke så synlig og direkte som i andre lande, men den er i virkeligheden meget omfattende, og udøves især i kraft af vennetjenester i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

Vi har især på Møn fået en række interessante tilflyttere. En af dem er Ole Stig Andersen, der sluttede sin karriere af med 3 topstillinger som : Direktør for Folketinget, Direktør for politiets efterretningstjeneste samt generalsekretær for advokatsamfundet. Som generalsekretær fik Ole Stig Andersen engang besøg af sin brasilianske kollega. Efter en middag sad de og talte om lidt af hvert, og på et tidspunkt siger brasilianeren så : ” Danmark er jo mere korrupt end Brasilien.” Dette bragte øjeblikkeligt Ole Stig Andersen op i det røde felt, og han sagde så alt det, vi siger her i landet om korruption. Det lyttede brasilianeren så til, og da han igen fik taletid sagde han så.

” Det er rigtigt, at vi har en synlig korruption i Brasilien. Vi kender alle til den, og den lever vi alle efter og med. Vi ved, at skal vi ned i kommunen for at få en byggetilladelse, så koster det en fast sum penge til sagsbehandleren. Det lever vi så alle med, og korruptionen gælder alle både rige og fattige. Korruptionen i Danmark er anderledes. Den omfatter kun de socialt stærkeste, som så i deres netværk får en omfattende positiv særbehandling af myndighederne, som en stor del af den danske befolkning jo ikke kan opnå. Jo! Danmark er mere korrupt end Brasilien.” Herefter tav Ole Stig Andersen.

Forestillede man sig et øjeblik, at alle danskere på samme tidspunkt fik en retvisende beskrivelse af, hvordan afgørelser træffes i landet bag de lukkede døre, hvordan der trækkes i trådene, og hvordan man bevidst forskelsbehandler, og hvordan mange tager af kassen til private formål, så tror jeg at hovedparten af befolkningen i vrede ville samles på gaderne i løbet af nogle timer, med et krav om, at nu var nok nok. Skete det var grundlaget skabt for en genopretning af landet til det, de fleste af os ønsker.

Sådan går det nok ikke. Men det vi kan gøre er at udbygge borgernes samarbejder, med registreringer og sammenligninger af myndighedsafgørelse, suppleret med en indsats for at gøre den uafhængige og kritiske presse interesseret i de enkelte sager og også i de principielle problemstillinger. Over tid kan der arbejdes for, at skabe forudsætningerne for, at det vi i dag på papiret beskriver som et retssamfund med lighed for loven, også i virkelighedens verden igen bliver til et ægte retssamfund.