Vordingborg Forsyning: Mørklægning og trusler

Print / PDF / Send som email

Det har vist sig, at Vordingborg Forsyning – helt nøjagtig Vordingborg Spildevand A/S – er den juridiske person, som Maglebys husejere er oppe imod. Dette stod klart, da Statsforvaltningen d. 23. august 2016 kom med sin “ikke-afgørelse” af Maglebysagen. Statsforvaltningen fastslog, at spørgsmålet  om tilslutningsafgifternes lovlighed var en sag mellem Maglebys husejere og Vordingborg Forsyning. Og altså ikke Vordingborg Kommune, som de fleste indtil da troede.

Vordingborg Forsyning er 100% ejet af Vordingborg Kommune. Bestyrelsen for Vordingborg Forsyning består af byrådsmedlemmer og to forbrugerrepræsentanter. Formanden for Vordingborg Forsyning, Thomas Christfort, er også formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg.

Herudover har Vordingborg Forsyning en direktion og ansatte. Som organisation og virksomhed er Vordingborg Forsyning ikke rustet til at håndtere spørgsmålet om Maglebys kloakeringsstatus. Det er jo kommunen, der sidder både med planlægningsdelen, med byggesagerne og gamle spildevandsplaner og meget andet – samt med ansvaret som beslutningstager og bestiller.

Mørklægning

Til gengæld har Vordingborg Forsyning – tilsyneladende efter devisen “går den så går den” – mørkelagt sagen på en måde, som havde været utænkelig hvis det havde været kommunen. Ikke en gang bestyrelsesmødernes dagsordener og referater har husejerne fået adgang til. Det ville svare til, at man som borger ikke fik adgang til dagsordener og referater fra Teknisk udvalgs møder.

Borgere har klaget over denne lukkethed. Klagerne er – via Forsyningen –  sendt til det, der indtil d. 19. december 2016 hed Natur- og Miljøklagenævnet. (Når der konstant bliver ændret i strukturerne, så kan selv den mest øvede blive forvirret. Efter 19.12. 2016 er klageinstans Miljø- og Fødevareklagenævnet under Nævnenes Hus – men hjemmesiden hedder stadig nmkn.dk)

Vandsektoraftalen

I  2007 blev det ved Vandsektoraftalen besluttet, at vand- og spildevandsforsyning skulle udskilles fra kommunerne. Men det skete for at adskille bestiller (kommune) fra udfører (forsyningsselskab), og for at opnå en mere effektiv vandsektor. Udskillelsen i selskaber var et resultat af et bredt forlig mellem daværende regeringspartier Venstre og Konservative og oppositionspartierne Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.

Formålet var ikke at svække borgernes retssikkerhed – eller undergrave mulighederne for at føre tilsyn med forsyningsselskaberne. Tværtimod: Punkt 6 i Vandsektoraftalen handler om gennemsigtighed. Her fastslås, at forvaltningsloven og offentlighedsloven også gælder for de kommunalt ejede forsyningsselskaber. Samt at selskabsgørelsen medfører større og ikke mindre krav til gennemsigtighed.

Ikke desto mindre har Vordingborg Forsyning gennemgående ageret som om de ikke er omfattet af Vandsektoraftalen.

Rykker Nr. 1 til 16 husejere

Efter Statsforvaltningens “ikke-afgørelse” kom den første rykker til de 16 husejere i Magleby, der endnu ikke havde betalt tilslutningsafgift, indgået afdragsordning med Vordingborg Forsyning (- eller gået på tvangsauktion!)

Tom trussel om Fogedretten – en beskidt finte?

Som en lille julegave meldte Forsyningen kort inden Jul ud, at de der ikke ville betale, kunne vente at blive stillet for Fogedretten. Dette virker ganske improviseret. Der står nemlig på SKAT’s hjemmeside utvetydigt, at forsyningsselskaber som er 100% kommunalt ejede (det er Vordingborg Forsyning)  kun må bruge SKAT til inddrivelse af gæld.   Der står udtrykkeligt, at restancerne ikke må inddrives ved Fogedretten: “Udskilte forsyningsselskaber, der er 100 pct. kommunalt ejet, er derfor forpligtet til at gøre brug af SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed i relation til inddrivelsen af fordringer, som tilhører selskaberne. Selskaberne kan således ikke vælge alternativt at foretage inddrivelsen via fogedretten med bistand fra advokat eller inkassobureau. ”

Måske var truslen om Fogeden en “går-den-så-går-den” manøvre fra Forsyningens side. Den vakte i hvert fald en del rabalder bla. i den lokale presse. Og blev trukket tilbage.

Rykker 2, som blev udsendt i samme periode som den bemærkelsesværdige pressemeddelelse om Fogedretten, siger nemlig ikke noget om Fogedretten, men følger den formelt korrekte procedure, og ender med denne formulering: “Hvis du ikke betaler, vil det betyde:   – Sagen overgår til SKAT, …”

Set i bakspejlet kan man godt få den mistanke, at truslen om Fogeden var en grim finte, for at presse husejerne til at indgå betalingsordninger med Vordingborg Forsyning. Det virkede i hvert fald på den måde. Da Forsyningen i midten af marts 2017 besluttede at de sidste husejere skulle stævnes, var antallet skrumpet fra 16 til 6.

Favorable afdragsordninger ned til 1000 kr/år

Ved juletid 2016 var der altså 16 der nægtede at betale, tre måneder senere var der kun 6 tilbage. Stærkt medvirkende til dette har formentlig været, at Vordingborg Forsyning har tilbudt meget favorable afdragsordninger på helt ned til 1000 kr/år (telefonisk oplyst til Margareta Dahlström af Forsyningens formand og Teknik- og Miljøformand Thomas Christfort d. 22.3. 2017)

Hvis alle oprindeligt var blevet tilbudt så favorable ordninger, så havde tvangsauktionerne måske kunnet undgås!

Gældsinddrivelsesloven

Ifølge Gældsinddrivelsesloven kan restanceinddrivelsesmyndigheden (i dette tilfælde SKAT) beslutte, “at indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer.” (§2, st. 2)

Det fremgår også af Gældsinddrivelseslovens §2, st. 2 og noter til denne, at det er fordringshaver (i dette tilfælde Vordingborg Forsyning), der skal afklare tvist om fordringens eksistens eller størrelse.

Det er altså fordringshaver – i dette tilfælde Vordingborg Forsyning – der har bevisbyrden. Hvilket man i øvrigt må sige er helt fundamentalt i et retssamfund. Ellers ville det offentlige jo kunne sende grundløse regninger til tilfældige borgere – og tvinge disse til at betale, medmindre de kunne bevise, at regningerne var ubegrundede og ulovlige.

Alligevel forsøgte Vordingborg Kommune og Vordingborg Forsyning indledningsvis at gøre gældende, at det var husejerne der skulle rejse sagen, hvis de var uenige i opkrævningen. Uffe Thorndahls korrespondance med Skatteministeriet og SKAT bekræftede dog, at kommunen og forsyningen atter var galt på den.