Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/retssamfund.dk/public_html/wp-content/plugins/social-warfare/functions/social-networks/googlePlus.php on line 71
Uffe Thorndahls indlæg som ambassadør for Borgerretsbevægelsen på bevægelsens generalforsamling d. 15.4.2018 i Fredericia.
” Der er IKKE fejet noget ind under gulvtæppet ” fastslog Poul Schlüter som statsminister overfor Folketinget under en debat om Tamilsagen.
Formuleringen var ikke Poul Schlüters. Det var en formulering som højtstående embedsmænd i Statsministeriet og Justitsministeriet havde formuleret. Embedsmændene vidste formentlig, at udsagnet var direkte i strid med sandheden, men gik formodentligt ud fra, at når det var Statsminsteren, der kom med denne garanti fra Folketingets talerstol, så ville debatten om Tamilsagen nok forstumme. Det gjorde den som bekendt ikke, og den fortsatte offentlige debat udløste så en kommissionsundersøgelse ledet af Højesteretsdommer Mogens Hornsleth. Mogens Hornsleth konkluderede i modsætning til det de højeste embedsmænd i Statsministeriet og Justitsministeriet, via Statsministeren havde forsøgt at bilde befolkningen ind, at Tamilsagen var håndteret ” Overordentligt kritisabelt.”
Dette forløb er desværre ikke usædvanligt. Borgerretsbevægelsens ambassadører oplever gang på gang, hvordan embedsmænd som i Tamilsagen
giver meget vildledende oplysninger til deres politikere på helt samme måde som Poul Schlüter som statsminister blev klædt offentligt af af sine egne embedsmænd.
I Borgerretsbevægelsen arbejder vi mest med kommuner, og når der er administreret ulovligt eller meget forkert, så henvender vi os ofte til det Statslige tilsyn med kommunerne som i dag hedder Ankestyrelsen. Dette tilsyn er i modsætning til de tilsynsråd, vi havde landet over før kommunesammenlægningerne i 2007 et meget tandløst tilsyn, som på mange måder mest virker som en karikatur. Det er helt åbenbart, at Ankestyrelsen i forhold til sin hovedopgave, nemlig at være en uvildig, kvalificeret garant for, at borgerne bliver behandlet ensartet og i overensstemmelse med lovgivningen i det væsentlige ikke varetages.
“Det er helt åbenbart, at Ankestyrelsen i det væsentlige ikke varetager sin hovedopgave, nemlig at være en uvildig, kvalificeret garant for, at borgerne bliver behandlet ensartet og i overensstemmelse med lovgivningen. “
Det virker mere som om Ankestyrelsen i forhold til kollegaerne i regioner og kommuner i bedste fald er meget konfliktsky, og i værste fald at Ankestyrelsen, når den modtager en sag, som der er hold i, først og fremmest er optaget af, hvordan styrelsen kan sno sig udenom, at skulle kritisere kollegaerne i den øvrige offentlige forvaltning, uanset hvor berettiget det i øvrigt måtte være. På denne måde medvirker Ankestyrelsen aktivt til den fortsatte nedbrydning af borgernes respekt for og tillid til den offentlige forvaltning, og er dermed med til løbende at nedbryde sammenhængskraften i vort land. “På denne måde medvirker Ankestyrelsen aktivt til den fortsatte nedbrydning af borgernes respekt for og tillid til den offentlige forvaltning, og er dermed med til løbende at nedbryde sammenhængskraften i vort land.”
Offentligheden præsenteres jævnligt for indlæg i vore medier, hvor det voldsomme misbrug af offentlige midler til bl. a. private formål bliver beskrevet. Stort set alle sådanne historier understøttes af ekspertudtalelser, hvor eksempelvis professorer fra vore universiteter offentligt fastslår, at de gældende regler er klart misligeholdt, og at der også i nogle tilfælde foreligger mandatsvig. Når sådanne sager så videresendes til Ankestyrelsen sker der simpelthen intet. Det dokumenterede misbrug og også mandatsvig finder Ankestyrelsen overhovedet ikke er kritisabelt på trods af, at nogle af vore højst kvalificerede professorer i offentlig forvaltning, offentligt har givet udtryk for det stik modsatte. En teoretisk forklaring kunne så være, at Ankestyrelsens ansatte fagligt set er væsentligt mere kvalificerede end landets professorer. Men det er kun teori.
Min vurdering er efter gennemgang af en betydelig del af Ankestyrelsens produktion den, at hovedparten af de ansatte i Ankestyrelsen fagligt er meget ringe, og jeg tror også, at hvis deres sluteksaminer blev offentliggjorte, så ville de fleste danskere sige, at disse personer kunne man bestemt ikke betro ansvaret for at sikre, at kommuner og regioner overholder landets love.
Sidste år udkom en bog ” Tæm eliten“, der fastslog at ” en udemokratisk “statsadel” har sat sig på magten i Danmark” Bogen understreger at :
” Embedsmænd og politikere, lever i deres egen osteklokke, og regerer med eget værdisæt og skifter til lobbyvirksomhed, når der er brug for et løft i lønnen.”
Det er en meget god diagnose, som jeg gerne vil understøtte med et enkelt eksempel fra de forsyningsvirksomheder for vand og spildevand, som lovgivningsmæssigt er blevet til selvstændige kommunalt ejede selskaber.
Da dette blev besluttet skete det efter et års forhandling, hvor alle partier i Folketinget bortset fra Det Radikale Venstre d. 1.2.2007 blev enige om rammerne for vandsektorens fremtid.
I henhold til denne aftale skulle selskabsudskillelsen indebære en yderligere forøget gennemsigtighed for borgerne i virksomhedernes drift. Der er imidlertid for mange forsyningsvirksomheder sket det modsatte. En række forsyningsvirksomheder har i stedet mørkelagt sig selv i forhold til borgerne, så de mere minder om en del af efterretningstjenesterne.
Folketingets partier havde under forhandlingerne om vandsektoren arbejdet med flere forskellige udkast til en politisk aftale. I hvert af disse udkast var der indeholdt et krav om, at både offentlighedsloven og forvaltningsloven af hensyn til borgernes retsbeskyttelse skulle gælde de fremtidige forsyningsselskaber.
Da jeg for et par år siden blev klar over, at bestemmelsen om, at forvaltningsloven også skulle gælde de kommunale forsyningsselskaber på forunderlig vis var forsvundet ud af lovgivningen, bad jeg om aktindsigt i de forskellige ministerier og styrelser. Det tog forbavsende lang tid og var meget besværligt, men jeg kunne til sidst konstatere, at da loven om forsyningsselskaberne skulle vedtages var der ingen af de partier, og det var jo mange – blevet orienteret om, at deres politiske krav om, at forvaltningsloven skulle gælde de kommunale forsyningsselskaber var helt forsvundet. Bemærkningerne til lovforslaget indeholdt ikke et eneste ord om forvaltningsloven, eller forklarede, hvordan embedsmænd i ministeriet kunne amputere en klar politisk beslutning. Intet blev forklaret offentligheden eller Folketing.
Hvorfor så det ?.
Jeg tror, at nogle af de penge- og magtpersoner, der indenfor og udenfor det offentlige har eller forventede at få store økonomiske interesser i de kommunale forsyningsvirksomheder ikke ønskede, at borgerne skulle have den retsbeskyttelse, der ligger i forvaltningsloven.
Men hvordan kunne dette så få betydning for den lille håndfuld ledende ansatte i Miljøstyrelsen og Miljøministeriets departement, der havde ansvaret for lovgivningen vedrørende forsyningsselskaberne ?. Svaret er, at det havde det naturligvis heller ikke umiddelbart. Men pengepersonerne har efter mit skøn aktivt drevet lobbyvirksomhed overfor disse nøglepersoner. Og lobbyvirksomheden har givetvis handlet om at “drøfte” sagen under voldsomt dyre luksusmiddage evt suppleret med luksusturneer i det københavnske natteliv eller måske endda endnu mere eksotiske steder i den øvrige del af verden. Under disse formentlig meget vårde turneer gik det op for ministeriets topfolk, at det var helt unødvendigt, at forvaltningsloven skulle gælde de kommunale forsyningsselskaber – og bestemte sig derfor for at fjerne forvaltningsloven, men helt uden at sige det til nogen. Altså et direkte angreb på den politiske beslutningsproces og dermed også vort demokrati.
Der findes i hvert fald ingen fornuftig faglig relevant forklaring på, hvorfor forvaltningsloven som er en lille lov ikke også skulle beskytte borgerne i relation til de kommunale forsyningsselskaber. Forvaltningsloven indeholder bestemmelser om : Inhabilitet, vejledning og repræsentation, partens aktindsigt, partshøring, begrundelse, klagevejledning, og tavshedspligt. Der er derfor absolut ingen kvalificeret faglig forklaring på, hvorfor disse enkle bestemmelser ikke også kunne gælde de kommunale forsyningsselskaber.
Den nuværende Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille har netop udtalt, at embedsmændene har for meget magt. Han vil derfor have politiske indpiskere for at give politikerne magten tilbage fra embedsværket.
Denne funktion som politiske indpiskere har Borgerretsbevægelsen fra bevægelsens start også påtaget sig, og vi vil derfor meget gerne sammen med andre kæmpe videre for vort demokrati, og derfor også for, at vore politikere tager magten tilbage fra embedsværket.
Som jeg ser det, så har Borgerretsbevægelsen 3 hovedopgaver:
1. Myndighederne skal overholde lovene.
2. Myndighederne skal stoppe med at lyve overfor borgerne.
3. Myndighederne skal stoppe med den aktuelle omfattende forskelsbehandling i form af vennetjenester.
Man er i øvrigt udmærket klar over, at det er noget helt galt med myndighedsudøvelsen og Staten og Kommunernes Landsforening har derfor for et par år tilbage for alle vore knap 800.000 offentligt ansatte udarbejdet et sæt etiske retningslinjer på 7 punkter. Punkt 1 handler om, at embedsmændene skal overholde lovene. Punkt 2 handler om, at embedsmændene skal overholde sandhedspligten. Så de to første punkter i Borgerretsbevægelsens program er fuldstændigt sammenfaldende med de krav, der i dag er direkte formuleret i de etiske kodeks for offentligt ansatte.
På dette grundlag suppleret med Økonomi- og Indenrigsministerens aktuelle krav om, at politikerne skal tage magten tilbage fra embedsmændene, så mener jeg, at Borgerretsbevægelsens fundament yderligere er blevet styrket, og jeg vil i øvrigt foreslå generalforsamlingen, at vi sender Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille en hilsen fra denne generalforsamling med budskabet om, at Borgerretsbevægelsen står sammen med ministeren i kampen for at give politikerne magten tilbage fra embedsmændene.
Uffe Thorndahl
Ambassadør for
Borgerretsbevægelsen
Modtager af Borgerretsprisen 2016